BOOKING

Oplev Østjyllands smukke slotte herregårde

Marselisborg Slot, Clausholm Slot og Gammel Estrup. Østjylland bugner af smukke slotte og herregårde, og der er ofte mulighed for at komme helt tæt på de herskabelige husmure. Få inspiration til en oplevelse ud over det sædvanlige lige her.
 

Marselisborg Slot

  • Hvad: Marselisborg Slot er Regentparrets sommerresidens. Slottet er omgivet af en park i engelsk stil med små søer, en rosenhave og en række kunstværker. Slottet er ikke åbent for offentligheden, men slotsparken er åben for publikum, når den kongelige familie ikke har residens på slottet. Der er vagtskifte med Den Kongelige Livgarde kl. 12.00 i de perioder, hvor Dronningen opholder sig på slottet. Det er en helt speciel oplevelse at besøge slotsparken.
  • Hvor: Kongevejen 100, 8000 Aarhus C


Moesgaard

  • Hvad: Hovedbygningen på Moesgård i nyklassicistisk stil blev færdigbygget i år 1778, og daværende ejer var Baron Gyldenkrone. I dag er hovedbygningen administrativ bygning for Moesgård museum med arbejdsrum for arkæologer og etnografer. Museet tilbyder en kulturhistorisk museumsoplevelse i international klasse med arkæologiske og etnografiske udstillinger.
  • Hvor: Moesgård Allé 15, 8270 Højbjerg


Clausholm Slot

  • Hvad: Kun en halv times kørsel fra Aarhus finder I Clausholm Slot & Park – et af de smukkeste og mest helstøbte barokanlæg i Danmark. Clausholm Slot er privatejet, og slottets vestfløj bebos i dag af 5. generation, Kammerherre Kim Alexander Berner og familie. På Clausholm er slotsparken åben for besøgende hele sommeren, og slottet i skolernes sommerferie.
  • Hvor: Clausholmvej 308, Voldum, 8370 Hadsten


Gammel Estrup

  • Hvad: Gammel Estrup er en af Danmarks bedst bevarede renæssanceherregårde. Nyd de pragtfulde sale, hvor adelen dansede og festede, og gå på opdagelse i de elegante gemakker og enkle værelser, hvor slægten Scheel og deres tjenestefolk levede deres private liv igennem 600 år. I 1930 blev Gammel Estrup oprettet som museum og fremstår i dag som et enestående eksempel på de danske herregårde og det liv, der blev levet blandt herskab og tjenestefolk.
  • Hvor: Randersvej 2, 8963 Auning


Vilhelmsborg

  • Hvad: Den smukke herregård Vilhelmsborg er i dag Danmarks Nationale Hestesportscenter og danner ramme om hesteavl- og sport. Hovedbygningen er fra 1843 og de imponerende avlsbygninger fra 1855. På Vilhelmsborg afholdes vigtige nationale og internationale stævner og arrangementer, I kan vandre i de smukke omgivelser omkring herregården – og spise gourmetmad i restauranten ”Det Gamle Mejeri”.
  • Hvor: Vilhelmsborg Allé 1, 8320 Mårslet


Rosenholm Slot

  • Hvad: Rosenholm Slot blev grundlagt i 1559 af adelsmanden Jørgen Rosenkrantz og er en af landets mest spændende og harmoniske renæssance-herregårde. Parken fremstår den dag i dag med et typisk barokt præg med rette linjer og symmetrisk opbygning. I den nordlige ende af parken er der anlagt en ny rosenhave med 800 roser og et springvand. Rosenholm Slot tilhører stadig familien Rosenkrantz, og slottet står fuldt møbleret med hundredevis af møbler, malerier og gobeliner. Slottet blev landskendt i forbindelse med julekalenderen ”Jul på Slottet”, som blev sendt første gang i 1986.
  • Hvor: Rosenholmvej 119, 8543 Hornslet


Møllerup Gods

  • Hvad: På Møllerup Gods er der adgang til parken – og adgang til hestestaldene efter forudgående forespørgsel hos staldpersonalet. Jagtferie kan arrangeres i samarbejde med den tilhørende Hubertus Kroen. Den nuværende hovedbygning blev opført i 1681 og senere bygget om. Sidefløjene samt hotel og restaurant stammer fra den første halvdel af 1700-tallet. Stig Andersen Hvide bedre kendt under navnet Marsk Stig, som blev dømt fredløs for meddelagtighed i mordet på Erik Glipping, ejede Møllerup Gods indtil 1285. Hans slægt forblev dog på Møllerup i de næste 500 år.
  • Hvor: Møllerupvej 24, 8410 Rønde


Fussingø Slot

  • Hvad: Fussingø Slot er et gammelt gods, der omtales så tidligt som i 1540, og som indtil 1945 var privatejet. Slottet ejes i dag af den danske stat og er kun åbent for offentligheden, når der er udstillinger og arrangementer. Dog er der mulighed for grupperundvisning fra 10-50 personer ved forudgående henvendelse. Parken er åben for offentligheden, og i skoven er der gode muligheder for vandreture.
  • Hvor: Vasevej 9, Fussingø, 8900 Randers