BOOKING

Skønne kvarterer i Aarhus

Skønne kvarterer klos op ad hinanden. Aarhus bugner med charmerende bydele, og vi har lavet en guide over de forskellige kvarterer, som I må opleve på jeres tur til smilets by.


Latinerkvarteret

Latinerkvarteret er den ældste bydel i Aarhus, og kvarteret fik sit nuværende navn i 1990erne, da det har mange lighedstræk med det kendte kvarter i Paris af samme navn. Kvarteret ligger lige bag ved Aarhus Domkirke og er prydet af smalle gader med brostensbelagte gader og gamle bindingsværkshuse. Atmosfæren er livlig og hyggelig, og samtidig er Latinerkvarteret ét af de mest trendy steder i Aarhus, når det gælder udvalget af caféer, restauranter, mode- og designbutikker.


Vadestedet

Vadestedet er et af de mest pulserende steder i Aarhus, hvor caféer, restauranter og natklubber ligger side om side. Åboulevarden er det egentlige navn for gaden, der strækker sig langs Aarhus Å fra Mølleparken til Europaplads, mens Vadestedet er den populærere betegnelse for området fra Magasin hen imod Europaplads. På sommerdage er der ved Vadestedet spækket med mennesker både uden- og indendørs, og når mørket falder på, er der dømt feststemning.     


Strøget

Strøget i Aarhus er Danmarks smukkeste og mest velbesøgte handelsstrøg. I gennemsnit bevæger ca. 47.000 mennesker sig dagligt gennem Strøget i Aarhus i butikkernes åbningstid. På den en kilometer lange strækning fra banegården til domkirken kan I købe alt, hvad hjertet begærer. Omkring 130 detailbutikker, caféer, restauranter og stormagasiner er klar til at tage imod jer – og jeres pengepung.


Frederiksbjerg

Frederiksbjerg er den bydel i Aarhus, som har gennemgået den største forvandling inden for de seneste år. Nye caféer, restauranter og specialforretninger skyder hele tiden op, og især M. P. Bruuns Gade og Jægergårdsgade er blevet meget populære. Også Ingerslev Torv tiltrækker mange mennesker - især onsdag og lørdag, hvor der er marked på torvet. Her er der mulighed for at købe blandt andet frugt, grønt, fisk, ost og blomster.
 

Møllestien

Møllestien er en af de mest attraktive adresser i Aarhus Midtby. Kendt for den brostensbelagte gade og de smukke kulørte byhuse, som alle hovedsageligt er bygget mellem 1870 og1885. Når I træder ind på Møllestien, får I fornemmelsen af at træde ind i en anden verden – her er roligt, solen skinner (næsten altid), himlen er blå, og ingen biler kommer kørende.


Øgadekvarteret

Kvarteret har fået sit navn, fordi gaderne er opkaldt efter danske øer. Kvarteret ligger nord for Nørregade og er specielt kendt for de mange flotte og hyggelige byhuse. Kvarteret er et tidligere arbejderkvarter, men i dag da er det især studerende, musikere og akademikere med stærk tilknytning til det kulturelle Danmark, som nyder livet i Øgadekvarteret. Området er også kendt for legepladsen Børnenes Jord.
 

Marselisborgkvarteret

Marselisborgkvarteret ligger 2 kilometer syd for Aarhus Centrum. Kvarteret blev en del af Aarhus by i 1896, da kommunen opkøbte området sammen med mange andre arealer, blandt andet Marselisborgskovene. I Marselisborgkvarteret ligger byens store og mondæne huse, og det er også her I finder Tivoli Friheden, NRGi Park & Arena og Marselisborg Slot, som er Regentparrets sommerresidens.


Trøjborg

Trøjborg er et tidligere arbejderkvarter, men i dag er det et fashionabelt sted, hvor der primært bor studerende og småbørnsfamilier. Blandt andet på grund af den korte afstand til universitetet og midtbyen. Kvarteret har sin egne butikker, caféer, restauranter og værtshuse og er et lille hyggeligt pusterum i storbyen.